Scania foretager yderligere investeringer i Northvolt
I 2018 annoncerede Scania en investering i Northvolt og et partnerskab for at udvikle og kommercialisere battericelle-teknologi til tunge erhvervskøretøjer sammen. Virksomhederne har også en aftale om en volumenforpligtelse og fremtidig kapacitet for battericeller. Da Northvolt nu gennemfører endnu en kapitaludvidelse, annoncerer Scania en forholdsmæssig forøgelse af sin investering i partnerskabet.
Elektrificering af køretøjer skrider hurtigt frem. For tunge lastbiler og busser er der behov for fortsat udvikling af opladningsinfrastruktur og battericeller. Udviklingen på området for batteriteknologi går hurtig, og der er opnået store fremskridt de seneste par år i arbejdet med at tilpasse battericeller til tunge køretøjer. Partnerskabet med Northvolt er et af flere strategiske initiativer i Scanias ambition om at drive skiftet mod et mere bæredygtigt transportsystem.
"Scania har været en vigtig partner for Northvolt allerede fra starten. Vi ser frem til at fortsætte med at styrke dette partnerskab i de kommende år, hvor vi øger vores produktion af battericeller for at støtte Scanias nye elektrificerede lastbilprogram," siger Peter Carlsson, medstifter og administrerende direktør for Northvolt.
Med den seneste udvidelse af egenkapitalen planlægger Northvolt at investere i en udvidelse af produktionskapaciteten samt i forskning og udvikling i yderligere genanvendelse i batteriproduktionen for at støtte målet om at etablere en produktionskapacitet på 150 GWh i Europa inden 2030. Dette er særlig vigtigt for Scania. Efterspørgslen efter batterier er allerede på et højt niveau og fortsætter med at stige. Indtil videre er der en begrænset forsyning af batterier og en endnu mere begrænset forsyning af bæredygtigt producerede batterier.
"I øjeblikket er sourcing og produktion af batterier på en bæredygtig måde en udfordring i hele bilindustrien. Northvolt blev grundlagt med en mission om at producere verdens grønneste batterier med en minimal CO2-udledning og de højeste ambitioner for genanvendelse. Derfor synes vi, at Northvolts mission i høj grad matcher Scanias ambition om at drive skiftet mod et bæredygtigt transportsystem," siger Anders Williamsson, indkøbschef hos Scania.